Hvad er sagsforløbet?
I Fønix Sjælland arbejder vi tværfagligt og et team består af en psykolog og en socialrådgiver. Vores faglige fundament er grundlagt gennem års erfaring med børn unge og familier inden for almen og specialområdet. Fønix Sjællands primære opgave er at undersøge og behandle børn og unge med seksuelt bekymrende og/eller krænkende adfærd. Indsatsen retter sig mod børn og unge op til 18 år. Nedenfor er skitseret et typisk sagsforløb i Fønix Sjælland.
Et sagsforløb består typisk af følgende faser:
- En telefonisk sparring med Fønix Sjælland
- En henvisning til Fønix Sjælland indeholdende relevante sagsakter
- Sagen er på visitationsmøde i Fønix Sjælland, og såfremt barnet eller den unge er i målgruppen for en indsats i Fønix Sjælland er næste sagsskridt
- Et formøde mellem Fønix Sjælland og Kommunen med henblik på at vidensdele ud fra det fremsendte materiale og vurdere, hvilken indsats, der er behov for i Fønix Sjælland – typisk afklaring af, hvilken undersøgelsesspakke barnet/den unge skal tilbydes eller hvilken behandling barnet/den unge har behov for.
- Undersøgelsesforløbet eller behandlingsforløbet går i gang ud fra den aftalte udredningsplan eller behandlingsplan
- Der udarbejdes en rapport til kommunen
- Der afholdes et tilbagemeldingsmøde
Børn og unge med seksuelt bekymrende adfærd og/eller krænkende adfærd
Børn og unge begår ca. 1/3 af alle kendte seksuelle overgreb mod andre børn og unge. Børn og unge med seksuelt bekymrende og/eller krænkende adfærd er ikke en ensartet gruppe. De kan komme fra meget forskelligartede familiære og sociale forhold, men de er ofte langt mere udsatte, end andre børn. Dansk forskning på området viser følgende.
Køn, alder og nationalitet
- 86% er drenge
- 90% er af dansk oprindelse
- Gennemsnitsalderen ved første overgreb er 11 år
Bopæl og skole
- 40% er anbragt uden for eget hjem
- 57% modtager specialundervisning
- Over 75% har oplevet mindst ét skoleskift
- Mere end 40% har oplevet mobning
Opvækstvilkår
- 70% har været udsat for følelsesmæssigt omsorgssvigt
- 35 % har været udsat for seksuelle overgreb
- 40 % har været udsat for fysisk vold
- 43 % har været udsat for psykisk vold
Psykologisk karakteristika
- 50 % er normalt (-godt) begavede
- 50 % er forsinkede i deres intellektuelle udvikling
- 75 % har tegn på opmærksomhedsvanskeligheder
- 80 % viser tegn på alvorlige følelsesmæssige vanskeligheder
- 20 % udviser symptomer på en autismesepktrumsforstyrrelse